Hop til menu

Viborgskjorte af hør


kr.1.299,00

Viborgskjorten er en rekonstruktion af at fund fra Viborg og den har et meget karakteristisk udseende med et syet firkantmønster for og bag. Ligesom originalen er vores viborgskjorte opsyet i 100% hør i to lag stof i overdelen og med bindebånd og syede øjer i halsudskæringen. Ærmerne snævrer en smule ind mod håndleddet, og vores rekonstruktion har som standard lange ærmer, da det er den gængse tolkning. Den originale skjorte har været af ufarvet hør, men vi tilbyder den også i farver. Skjorten kan, hvis det ønskes, også leveres med kun ét lag stof, men vi gør opmærksom på, at dette ikke er den oprindelige konstruktion.

Tilgængelige farver

(Bemærk! Kun understregede farver er 100% autentiske, læs mere her)

Vores design

  • 100% hør
  • To lag stof i overdelen gør skjorten varmere
  • Rekonstruktion af arkæologisk fund
  • Fås i voksenstørrelse S, M, L, XL, XXL
  • Kemisk farvet, men i autentiske farver
  • Kan maskinvaskes ved 40 grader
 

Historisk baggrund

Viborgskjorten er originalt af hør, og den må siges at være det bedst bevarede dragtfund fra vikingetiden. Skjorten blev fundet under udgravningerne af Viborg Søndersø i 1984/95. Skjorten blev engang i 1000-tallet stoppet ned i et hul i jorden - sandsynligvis et stolpehul. 

Vævningen er en helt almindelig lærredsvævning udført i Z/Z-spundet hørtråd, og trådtætheden er ca. 12/20 tråde pr. kvadratcentimeter. Nogle steder fremstår stoffet nærmest valket, mens vævningen andre steder er nærmest åben. Ingen af disse mærker tolkes traditionelt som slid, men den "valkede" del af stoffet findes på skjortens skød foran, og slid kan opstå på dette sted, hvis man støtter sit håndværk (f.eks. træ- eller læderarbejde) i skødet.

Viborgskjorten har ikke været farvet. Man fandt blå farvepigmenter, ja, men de er identificeret som naturligt forekommende. Skjorten er omhyggeligt syet, og der er anvendt otte forskellige sømtyper, herunder forsting, kastesting og en kombination af disse. Ligesom vævetrådene er sytråden også Z-spundet og veksler mellem at være en- og totrådet.

Skjorten er ganske svagt figursyet, så den følger den mandlige kropsfacon. Firkantmønsteret, der kendetegner viborgskjorten, er syet med forsting og tjener til at holde de to stoflag sammen. Ærmerne er ikke bevaret i den fulde længde, men man kan se, at de snævrer ind mod håndleddet. Almindeligvis rekonstrueres viborgskjorten derfor med lange ærmer. Halsudskæringen er smal og firkantet og her deler de to lag stof sig på forsiden i flapper, som kan snøres med et bindebånd.