Vores nålebundne sokker er udarbejdet i et blødt, tykt garn, der giver en tæt sok, som ikke kradser. Uld varmer, selvom det er vådt, og nålebundne sokker er derfor skønne på en kølig regnvejrsdag. Sokkerne kan fremstilles i én eller flere farver - f.eks. med striber.
Nålebinding kendes helt tilbage til stenalderen, og i middelalderen ved vi, at det var den metode, man anvendte til at fremstille sokker, vanter og huer. Strikning kendes først fra de allersidste år af middelalderen.
Nålebindingsteknikken kendes helt tilbage til stenalderen, og før man kendte til strikning, var det var den teknik, man brugte til at fremstille huer, vanter og sokker. Gennem tiderne har man nålebundet med plantefibre, uldgarn og dyrehår, og teknikken indebærer, at garnet med en stor nål sys sammen i knuder, hvorved det karakteristiske udseende opstår. Der findes mange forskellige nålebindingssting, som hver især har sine fordele og ulempe - og de danner forskellige mønstre i det endelige resultat.
Strikningen kom til Danmark i slutningen af middelalderen og over tiden udkonkurrerede den nålebindingen, som efterhånden gik i glemmebogen. Men i begyndelsen af 1900-tallet blev teknikken genopdaget i Sverige, hvor en folkemindesamler i enkelte områder fandt den bevaret som folkekunst.
Som med så mange andre tekstiler er de arkæologiske fund begrænsede på grund af det letforgængelig materiale. Enkelte fund af sokker og vanter kendes dog fra vikingetid og middelalder.
I baghaven til en bygning fra 900-tallet fandt man en nålebundet sok, der var krøllet sammen og smidt ud. Den havde været lappet og nu var hælen også slidt igennem, hvilket sikkert er grunden til, at dens ejer kasserede den.
Sokken kaldes også Coppergate-sokken efter en gade i York, og den har lagt navn til York-stinget, som er det nålebindingssting, den er fremstillet med. York-sokken er det første engelske eksempel på nålebinding, og konservatorerne har endda påvist, at den øverste kant rundt om anklen var udført i rødt garn.