Hvordan betaler jeg?
Vi modtager betaling via bankoverførsel eller med Visa, MasterCard eller AmericanExpress. Kreditkortbetalingerne går via Paypal, som er et anerkendt internet-betalingssystem. Paypal styrer selve betalingen og HistoriskeDragter.dk har ikke adgang til dine kortoplysninger.
Hvad er leveringstiden for et bestemt produkt?
Det afhænger af mange forskellige faktorer, og vi angiver derfor ikke en leveringstid på det enkelte produkts side. Vi bestræber os på at levere mindre ordrer i løbet af 2-3 uger, men hvis du skal bruge produktet til et arrangement i nærmeste fremtid, så gør os opmærksomme på det ved bestillingen - så gør vi alt for at nå det!
Hvis der kun er kort tid til arrangementet, kan der være begrænsninger i, hvilke stoffarver vi kan levere. Du er dog altid meget velkommen til at sende os en mail og spørge om leveringstiden på et bestemt produkt.
Hvilken farve skal jeg vælge?
Dit personlige farvevalg er meget afhængigt af, hvad du skal bruge dragten til, og hvad du selv synes er pænt. Alle vores farvemuligheder er historisk forsvarlige, men nogle kan være mere korrekte end andre til en bestemt beklædningsdel. Læs informationsteksten på produktsiden.
Har du brug for yderligere rådgivning, så send os en mail, så skal vi gerne bistå med forslag.
Jeg ligger midt mellem jeres størrelsesangivelser, hvad gør jeg?
Hvis du er meget i tvivl om, hvilken størrelse, du bruger eller hvis vores størrelsesskema afviger meget fra dine personlige mål, så kan du vælge ikke at udfylde størrelsesangivelserne på bestillingssedlen. Skriv "personlige mål" i notatfeltet på bestillingen, så sender vi dig en email med et måltagningsskema.
Måltagningsskemaet sendes retur til os pr. email eller almindelig post, og så syr vi din dragt ud fra de mål, du har givet os.
Bemærk dog, at denne proces p.g.a. brevvekslingen resulterer i en længere leveringstid end ordrer efter standardstørrelse.
Hvad er bedst: maskinsyet, hånd/maskinsyet eller håndsyet?
Det kommer an på, hvad du skal bruge dragten til, og hvad du selv har det bedst med.
Dragten er lige holdbar uanset metode, men hvis du gerne vil have en høj grad af historisk korrekthed, så er den håndsyede udgave bedst. Det er dog for det meste kun dig selv, der ved om dragten er håndsyet indvendig eller ej - på nær hvis man folder ærmerne eller buksebenene op, så syningerne kan ses!
Kombinationen hånd/maskinsyet er den billigere løsning, hvor dragten stadig er historisk korrekt udadtil, men hvor du selv ved, at den er maskinsyet. Denne metode anvendes dog også af flere museer på de dragter, der anvendes af personalet til daglig.
Maskinsyning er til dem, der ikke vægter det historisk korrekte så højt. Det kunne f.eks. være til udklædningsbrug, temafester m.v. På disse dragter vil maskinsyningen være synlig i halsudskæring, ærmekanter o.s.v.