HistoriskeDragter / Historical Garments

Den litterære dragt

Følgende opgave er udarbejdet af HistoriskeDragter.dks ejer, Elizabeth Rüssel Palm (née Eskelund Rüssel), under hendes studier i forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet. Opgaven er en eksamensopgave, der er skrevet til faget "Norrøn litteratur", men vi har valgt at dele den med jer, da den indeholder interessante oplysninger og bilag.


E.E. Rüssel: Den litterære dragt

Et studium i sagaernes dragtbeskrivelser og deres historiske paralleller



Indledning

Islændingesagaerne omhandler personer, der levede i den tid, hvor Island blev befolket. De fortæller om begivenheder, der fandt sted i perioden fra cirka 870 til 1030 e.kr. (Kristjánsson 1988, 203). Men de tekster, vi kender i dag, er tidligst nedskrevet omkring år 1200 e.kr. (ibid., 217) altså mindst 200 år efter, at begivenhederne fandt sted. Hertil kommer, at det er usikkert, hvor detaljeret en mundtlig fortælling har været, hvorvidt der overhovedet har eksisteret en mundlig fortælling, hvor meget af fortællingen, der er nedskriverens eget værk, og såfremt der har været en mundtlig fortælling, hvor meget den mundtlige overlevering så har ændret den oprindelige fortælling (ibid. 204f).
Med hovedfag i Forhistorisk Arkæologi og tilmed interesse i tekstiler og historisk dragt finder jeg sagaernes dragtbeskrivelser særligt interessante, og jeg vil derfor forsøge at sammensætte et billede af de dragter, der optræder i sagaerne for derved at kunne sammenligne dem med historiske dragter fra henholdsvis handlingstidspunktet og nedskrivningstidspunktet.
Dragtbeskrivelserne vil således kunne sige noget om, hvorvidt der er tale om rester af mundtlige overleveringer eller om nydigtning på nedskrivningstidspunktet.
I opgaven anvender jeg betegnelsen ”den litterære dragt”. Denne betegnelse skal forstås som et samlet billede af de dragter, der bæres i de sagaer, opgaven behandler. Den litterære dragt er altså som udgangspunkt uafhængig af historiske perioder og defineres udelukkende ud fra de oplysninger, som sagaerne indeholder.
Da den norrøne litteratur er forholdsvis omfattende, og et studium af dragterne derfor ville kræve langt flere sider, end denne opgave tillader, har jeg valgt at afgrænse materialet til islændigesagaerne. Jeg har valgt islændigesagaerne, fordi de udgør en passende mængde materiale, for selvom det er nødvendigt at afgrænse opgaven, er det også nødvendigt at have en vis mængde dragtbeskrivelser for at kunne udlede brugbare informationer. I kraft af deres antal er islændigesagaerne derfor et ideelt valg, og samtidig er det en fordel, at emnet er afgrænset til en mere specifik handlings- og nedskrivningsperiode end, hvis andre kilder også var inkluderet f.eks. fornaldersagaerne, der er nedskrevet i 1300-tallet, måske endda tidligt i 1400-tallet, men omhandler en nærmest mytisk fortid (ibid., 285).
Denne opgave er udarbejdet som fri, skriftlig hjemmeopgave til kurset Norrøn litteratur og kultur på Københavns Universitet, hvor jeg følger kurset som tilvalgsfag på bacheloruddannelsen i Forhistorisk Arkæologi.
Jeg vil begynde med at beskrive den fremgangsmåde, jeg har anvendt til indsamling af dragtbeskrivelserne samt opridse de deraf fremkomne resultater. Ud fra dragtbeskrivelserne vil jeg definere den litterære dragt, hvorefter jeg vil gennemgå, hvordan klædedragten så ud i de to historiske perioder, som er relevante for undersøgelsen: vikingetiden og den første halvdel af middelalderen. Herefter vil jeg sammenligne den litterære dragt med dragterne fra de to historiske perioder og diskutere ligheder og forskelle inden for dragtdelene såvel som farver. Endvidere vil jeg diskutere enkelte, udvalgte tekstafsnit, hvor dragten bliver centrum i fortællingen, og til sidst vil jeg foreslå hvilke dele af den litterære dragt, der ud fra mine iagtagelser muligvis kunne stemme overens med historiske dragtdele, og ud fra dette vil jeg forsøge at konkludere, hvilken historisk periode den litterære dragt er mest påvirket af, samt hvilken betydning det har i forhold til opfattelsen af sagaerne. Når jeg omtaler en specifik dragtdel i den litterære dragt, anvendes det oprindelige ord med en sådan notation, at det oldislandske ord skrives i kursiv, og første gang ordet nævnes, vil en oversættelse angives i parantes umiddelbart efter ordet som for eksempel 
kyrtill (en: kirtle, da: kjortel/kjole). Oversættelsen stammer altid fra ordbogen ”Cleasby & Vigfussons ”An Icelandic-English Dictionary”. Såfremt oversættelsen angives på flere sprog, skrives disse, men i de fleste tilfælde findes oversættelsen udelukkende på engelsk.

Fremgangsmåde

For at kunne opstille et billede af den litterære dragt er det som det første nødvendigt at udarbejde en oversigt over dragtbeskrivelserne i de islandske sagaer. For at effektivisere søgeprocessen mest muligt er dette arbejde udført digitalt. De anvendte tekster er den islandske udgave, der findes på www.snerpa.is/net/isl/isl.htm og også www.SagaDB.com, hvor der foruden den islandske udgave også findes oversættelser af nogle af teksterne. En fejlkilde, som bør nævnes, er, at teksterne på disse sider kan være sammensat af udgaver fra flere håndskrifter som f.eks. Víga-Glúms Saga på Snerpa.is. De steder, hvor flere udgaver har været tilgængelige, er det dog tydeligt, at forskellen ikke har nogen større betydning for dragtbeskrivelserne, så denne fejlkilde vurderes at være minimal i forhold til fordelene ved at anvende de digitale tekster.
Inden selve søgningen blev der udarbejdet en liste over relevante, oldislandske søgeord. Listen blev samlet ved at gennemsøge den digitale udgave af Geir T. Zoëgas ”A Concise Dictionary of Old Icelandic”. Ordbogen oversætter fra oldislandsk til engelsk, så der blev søgt på generelle engelske termer for klædedragt såsom tunic, breeches, sock, cloak, shoes, og således blev der samlet en liste på 62 oldislandske ord, der beskriver forskellige dele af klædedragten (bilag 1).
Visse søgeord kan synes meget generelle som for eksempel höfuð og klæð% (finder både klæði og klæða), men disse blev inkluderet for at øge sandsynligheden for ved det manuelle gennemsyn at bemærke eventuelle dragtbenævnelser, der ikke var blandt søgeordene.


Fig. 1: Digital søgning efter de udvalgte dragtbetegnelser. Her Njals Saga kap. 120. Som det ses markerer denne søgning ikke ordet skúa, men sætningen er fundet, og skúa tilføjes listen af ord, der søges efter i 2. søgerunde.

Til den egentlige søgning blev internetbrowseren Mozilla Firefox anvendt, fordi man til denne har mulighed for at installere en udvidelse, SearchWP, der gør det muligt at markere en række søgeord med farve direkte i den viste tekst (Fig. 1).
Med programmet blev alle de indsamlede søgeord fremhævet i teksten, og hver enkelt tekst blev derefter gennemset, og de sætninger, der indeholdt søgeordene, blev kopieret til en database (bilag 2).
Det var tillige nødvendigt at gennemse teksterne manuelt, da mange af søgeordene også markerede irrelevante sætninger. For eksempel markerede en søgning på skó også alle forekomster af skóg. Men det ville ikke gavne at specificere søgningen yderligere, for søgeordet skó markerede samtidig forekomster af skóþvengr (snørebånd), et ord, der ikke i forvejen figurerede blandt søgeordene. 
Endvidere ses det af fig. 1, at selvom der søges på skó, markeres bøjningsformen skúa ikke, og dette registreres derfor manuelt. Ved gennemgangen blev der fundet yderligere 7 betegnelser, som der efterfølgende blev søgt i teksterne efter ved en ekstra søgerunde.
I databasen er hver dragtforekomst indtastet med tekstens titel, kapitelnummer, hvilket dragtrelateret ord, der er tale om, samt selve sætningen eller afsnittet (fig. 2). Således er det muligt for eksempel at få vist alle dragthenvisninger i en bestemt saga eller alle sætninger, hvor et bestemt ord er anvendt. Hvor der er tale om bøjningsformer, er det ordets grundform, der registreres i databasen. For at lette arbejdet er selve ordet markeret med fed skrift i den indkopierede sætning, og hvis der angives en farve på beklædningsgenstanden, så farvelægges et særligt felt. Såfremt ingen farve er nævnt, angives dette med et X i feltet.


Fig. 2: I databasen registreres alle dragtforekomster med sagaens titel, kapitel, nøgleord, farve og tekst.


Den litterære dragt

Som en hvilken som helst anden dragt består den litterære dragt også af mange forskellige dragtdele. I det følgende gennemgås dragtdelene derfor i afsnit alt efter deres funktion, og det forsøges at sammensætte beskrivelsen af hver enkelt dragtdel så detaljeret som muligt. Som det ses herunder, er det dog ikke alle dragtdele, der er lige grundigt beskrevet. Fig. 3 viser, hvor ofte hvert enkelt ord forekommer. Nogle dragtdetaljer nævnes mange gange, og der inkluderes derfor kun 2-3 henvisninger til hver enkelt information. For samtlige forekomster af ordet henvises der til databasen, der er vedlagt som bilag 2, og hvor beskrivelserne er sorteret efter dragtdelens titel for at lette eventuelle opslag.


Fig. 3: Diagram over antallet af forekomster af hvert enkelt ord.


 Selvom det ikke kan afvises, at de litterære dragtdele kan have en særlig funktion, der ikke nødvendigvis svarer til deres funktion i virkeligheden, så må man dog formode, at de litterære dragtdele er beskrevet på den måde, som de er, fordi fortælleren har kendt til en parallel i virkelighedens verden. Dragterne er som grundregel næppe 100% fri fantasi, men må som minimum repræsentere fortællerens referenceramme inden for påklædning.

Overtøj

Kappen er den dragtdel, der benævnes med flest forskellige ord, og det kan tænkes, at der er en forskel i ordenes definitioner. En egentlig definition findes i Króka-Refs saga, hvor det oplyses, at skikkja (cloak, mantle) er det samme som feldr (cloak) på islandsk, og at denne kappeform er enten röggva (shaggy) eller lagður (lagð = a lock of wool), adjektiver, som begge beskriver, at der er tale om en form for pels eller tottet uld (Króka-Refs, 17), og især röggvafeldr nævnes i flere sammenhænge (Ljósvetninga, 17)(Grettis, 35). I Fóstbræðra saga har Thormod en feldr, der er tvíloðinn altså lodden på begge sider og endda i henholdsvis hvid og sort (Fóstbræðra, 23). Andre beskrivelser modsiger dog, at feldr og skikkja skulle være helt det samme. For ordet skikkja er her en af de mere oplysende forekomster:

”Konungur þakkaði honum kvæðið og gaf honum að bragarlaunum skarlatsskikkju skinndregna hinum bestum skinnum og hlaðbúna í skaut niður og gerði hann hirðmann sinn. Og var Gunnlaugur með konungi um veturinn og virðist vel. ”

”The king thanked him for the song, and gave him as song-reward a scarlet cloak lined with the costliest of furs, and golden-broidered down to the hem; and made him his man; and Gunnlaug was with him all the winter, and was well accounted for. ”
(Efter Gunnlaug Ormstungu, 7)

Her får Gunnlaug Ormstunge en skikkja af den engelske konge, og der er antagelig tale om en kappe med pelsfór, for den kan ikke have bestået udelukkende af pels, da den også er af skarlagen og udsmykket med broderi (Gunnlaugs ormstungu, 7), og kapitlet efter får han endnu en skikkju med pels af den irske konge. En sådan beskrives også i Ljósvetninga saga, hvor den består af silke med pelsfór og guldbånd (Ljósvetninga, 13). Endvidere kan kvinder også bære skikkju (Þórðar hreðu, 3)(Brennu- Njáls, 33)(Laxdæla, 76), , men der oplyses ikke nogen farve på skikkju, hvorimod feldr er grå, når farven oplyses (Heiðarvíga, 3)(Gísla Súrssonar, 28)(Laxdæla, 29). Selvom kápa (en: cape, dk: kappe, kåbe) nævnes ofte, er der ikke ret mange uddybende beskrivelser af klædningsstykkets udseende ud over, at den ofte er lodden (Svarfdæla, 2)(Heiðarvíga, 11). Enkelte gange nævnes dog kápas hætte (Bandamanna, 10)(Gísla Súrssonar, 20) samt en egentlig 'ærmekappe' (Eyrbyggja, 47)(Bandamanna, 5). Man får altså nærmere indtrykket af en robe eller kutte end en egentlig kappe.

”Það var vandi Gísla að hann var í kápu blárri og vel búinn; hann varpar þá af sér kápunni og mælti: "Kápu þessa vil eg gefa þér, vinur, og vil eg að þú njótir nú þegar og farir í kápuna og sit síðan í sleðanum, þeim er síðar fer, en eg mun leiða eykina og vera í kufli þínum.”

”It was ever Gisli's wont to wear a blue cape, and he was often well clad; and now Gisli goes on to say:"I will give thee this cape, friend; put it on at once, and get up on the last sledge. But I will lead the horses and wear thy cloak.”
(Efter Gísla Súrssonar, 20)

At bære kàpa er tydeligvis ikke et fattigdomstegn, for som det bl.a. ses i citatet, er der eksempler på, at man tager kápa af, når man vil være anonym og i stedet ifører sig kufl (a cowled cloak)(Gísla Súrssonar, 20) (Laxdæla, 62). Kufl giver i det hele taget et indtryk af forklædning. Hvor kápa særdeles ofte er blå (Egils, 84)(Bjarnar Hítdælakappa, 25), er kufl ofte grå (Bárðar Snæfellsáss, 10)(Gísla Súrssonar, 34), og kufl anvendes både som egentlig forklædning og til at skjule, at man bærer brynje under den (Harðar og Hólmverja, 34)(Reykdæla ok Víga-Skútu, 21).
Selvom kufl har denne rolle i sagaerne, må man formode, at den netop på grund af den anonymitet, den giver bæreren, har været et alment udbredt klædningsstykke, for hvis kufl kun havde den i sagaerne nævnte anvendelse, burde man helt automatisk blive vagtsom overfor enhver, der bærer den. Således må kufl være en forholdsvis dækkende dragtdel, og den må have været udbredt i de lavere samfundsklasser.
Foruden disse fire overtøjstyper nævnes yderligere fire dog med mindre hyppighed og dermed også med færre oplysninger. Möttull (mantle) nævnes anvendt af både mænd og kvinder (Hænsna-Þóris, 10) (Vatnsdæla, 32) og flere steder udpensles det, at det er en tuglamöttull (Eiríks rauða, 4)(Fljótsdæla, 13), hvilket velsagtens må forstås som, at den har bindebånd. Cleasby & Vigfusson antager, at skikkja og möttull er synonymer, fordi der forekommer et enkelt eksempel på, at begge ord anvendes om det samme klædningsstykke. Men möttull nævnes ikke i forbindelse med pelsfór og i modsætning til skikkja, beskrives möttull flere gange som værende blå (Brennu-Njáls, 13)(Eiríks rauða, 4), og derudover nævnes et enkelt eksempel, hvor den beskrives som grønlandsk, og der indgår et tandbælte (Eiríks rauða, 5), hvilket umiddelbart må opfattes som et læderbælte med påsyede tandperler eller at disse tandperler er samlet i en perlekæde og bæres om livet. Arkæologisk er denne form for bælter alment kendte fra stenalderen og fra indfødte folkeslag. De forbindes dog normalt ikke med hverken vikingetid eller middelalder. Om hekla (cowled or hooded frock) er det ikke muligt at udlede andet end, at der er tale om overtøj (Laxdæla, 63), at den ofte er blå (Harðar ok Hólmverja, 15)(Laxdæla, 67), og at den ikke er et lavstatussymbol (Svarfdæla, 5). Interessant er det dog, at den i to tilfælde beskrives som broget/plettet (Grettis, 12)(Bárðar Snæfellsáss, 18).
Om vesl (a kind of cloak) nævnes kun, at der er tale om overtøj, og at den farvemæssigt er todelt i sort- hvid (Víga-Glúms, 16), medens stakkr (waistless blouse) anvendes om så forskellige genstande, at man ikke med sikkerhed kan sidestille disse. Stakkr anvendes om ringbrynjer, brynstakkr (Færeyinga, 24), om brydningsudstyr, fangastakkr (Kjalnesinga, 15), og forekommer både i skind og vadmel (Finnboga Ramma, 5)(Gull-Þóris, 9), og sågar i en fortryllet udgave (Vatnsdæla, 19).

Overdele

Den hyppigst nævnte overdel er kyrtill (en: kirtle, da: kjortel, kjole), og den kan forekomme i mange farver (Flóamanna, 3)(Gunnlaugs ormstungu, 6)(Eyrbyggja, 18), men hyppigst er den rød (Kjalnesinga, 13?) (Svarfdæla, 21):

”Geirmundur var fáskiptinn hversdagla, óþýður við flesta. En hann var svo búinn jafnan að hann hafði skarlatskyrtil rauðan og gráfeld ystan og bjarnskinnshúfu á höfði, sverð í hendi.”

”Giermund did not meddle with every-day matters, but was uncouth to most people. He was usually dressed in this way - he wore a scarlet kirtle below and a grey cloak outside, and a bearskin cap on his head, and a sword in his hand.”
(Efter Laxdæla Saga, 29)

Endvidere bæres kyrtill af begge køn (Kjalnesinga, 13)(Ljósvetninga, 24), men der oplyses intet om, hvorvidt der er en forskel i kyrtills længde, alt efter om den bæres af mænd eller kvinder. Materialemæssigt kan kyrtill være fremstillet af dyrt stof (Bjarnar Hítdælakappa, 7), almindeligt stof (Brennu-Njáls, 22) og skind (Flóamanna, 22), hvilket også stemmer overens med, at man har haft en kyrtill til hverdag og en anden til særlige lejligheder (Laxdæla, 87).
Andre overdele er skyrta (en: shirt, da: skjorte), som kun nævnes båret af mænd (Fentz 1987, 34), og serkr (en: sark, da: særk), som hovedsageligt nævnes som en kvindedragt (Eiríks rauða, 11)(Svarfdæla, 26), skønt den i et enkelt tilfælde bæres af en mand (Vopnfirðinga, 18). Om serkr er der kun få oplysninger, men man får indtrykket af, at der er tale om en nat- og underkjole (Eiríks rauða, 11)(Bárðar Snæfellsáss, 7), hvilket stemmer godt overens med den betydning, som ordet har haft langt op i historisk tid (Nørlund 1941, 128). Skyrta er derimod noget bedre belyst, for om den oplyses det, at den kan være broderet og af silke (Vatnsdæla, 3), og så ses der en tydelig tendens til, at skyrta bæres sammen med linbrókum (linen breeches) (Laxdæla, 36)(Fljótsdæla, 18), så det er muligt, at disse to dragtdele er at betragte som et sæt:

”Svo segja menn að Ólafur Hávarðsson hafi haft bjarnyl því að aldrei var það frost eða kuldi að Ólafur færi í fleiri klæði en eina brók og skyrtu gyrða í brækur. Aldrei fór hann svo af bæ á brott að hann hefði fleiri klæði.”

”Men say that Olaf Howardson had bear's- warmth; for there was never that frost or cold wherein he would go in more raiment than breeches alone, with shirt girded thereinto ; never went he forth from the house clad in more raiment than that.”
(Efter Hávarðar saga Ísfirðings, 2)

Til sammenligning er det interessant, at kyrtill typisk nævnes sammen med en form for overtøj (Færeyinga, 58)(Laxdæla, 29), så ud fra dette kunne man tænke sig, at der er tale om 'det lette' og 'det tykke' sæt tøj. Endelig optræder også ordet treyja (en: jerkin, da: trøje) men kun få gange, og det oplyses kun, at den kan være af silke (Brennu-Njáls, 84)(Brennu-Njáls, 92).

Benklæder, bælte og sko

Den mest anvendte betegnelse for benklæder er brókr (breeches), som også forekommer i udgaverne hökulsbrókr (cloak breeks) (Kjalnesinga, 7)(Svarfdæla, 2) og leistabrókr (breeks with stockings fastened to them) (Gunnlaugs urmstungu, 6)(Fljótsdæla, 16). Det oplyses, at brókr kan være fremstillet af hørstof (Gísla Súrssonar, 16), sælskind (Fóstbræðra, 22), almindeligt stof (Svarfdæla, 5), vadmel (Reykdæla og Víga- Skútu, 5), samt betegnelsen kóðsisbrókr (Fljótsdæla, 13), som det ikke er lykkedes mig at finde en betydning af. Jeg har forhørt mig både hos min vejleder, Annette Lassen, og hos min underviser i oldislandsk, Marteinn Sigurdsson, og begge mener, at der må være tale om en fejl eller et meget mærkeligt låneord.
Om brókrs udseende findes der som nævnt leistabrókr, altså benklæder med fod, men brókr kan også være uden fod (Fljótsdæla, 16). Når brókr nævnes sammen med en overdel, specificeres det somme tider, at dragten er gyrður í brækur (Grettis, 75)(Hárvarðar Ísfirðings, 2), hvilket må forstås som, at man bærer overdelen stoppet ned i benklæderne, som samles med et bælte eller en løbegang (Se også citat nederst side 10). Hvad hökulsbrókr dækker over er straks mere uklart. Ordet hökul forekommer enkeltstående , altså uden at være sammensat med brókr, i ét tilfælde, og der er tale om, at præsten bærer messuhökul, messehagel (Brennu-Njáls, 157), og en sådan har umiddelbart ikke megen lighed med benklæder. I langt de fleste tilfælde nævnes ingen farver på brókr, men enkelte gange nævnes hvid (Gull-Þóris, 9), blå (Brennu-Njáls, 123) og sort (Laxdæla, 63).
Om bæltets udseende oplyses ingen egentlige detaljer på nær, at det i nogle tilfælde beskrives som et sølvbælte (Kjalnesinga, 13)(Brennu-Njáls, 59). Til gengæld bæres både pengepung og kniv ved bæltet (Brennu-Njáls, 134)(Droplaugarsona, 9), og der gives eksempler på, at man sætter skørtet af kyrtill (Eyrbyggja, 44) eller det lange hår (Brennu-Njáls, 55) i klemme i bæltet.
En anden art benklæder er hosa (en: hose, da: hose), som der dog kun forekommer få eksempler på. Det oplyses, at de bindes på benet (Egils, 79), og de ses i farverne gulrød (Kórmaks, 12) og rød (Brennu- Njáls, 134). Enkelte gange nævnes også spjörr (swathing bands), altså viklers, men det oplyses kun, at de vikles omkring underbenet (Laxdæla, 35)(Gull-Þóris, 9). På samme måde anvendes også reim (thong) til at vikle om underbenet (Bjarnar Hítdælakappa, 9). Og endelig nævnes sokk (sock) en enkelt gang, og her fremgår det, at de bæres af kvinder (Laxdæla, 13), men det nævnes ikke, hvorvidt de også kunne bæres af mænd.
Sko kan være af kalveskind, og i de få tilfælde, hvor dette specificeres, er de også lodne (Eiríks rauða, 4) (Kjalnesinga, 7). Da det netop her understreges, at der er tale om kalveskindssko, må det forstås således, at pelsen er bevaret. Det nævnes ikke, om pelsen er på skoens inder- eller yderside. Nogle enkelte gange beskrives skoen som sort (Hænsna-Þóris, 10)(Brennu-Njáls, 20), og ligesom pigsko også nævnes (Eyrbyggja, 45). Endvidere er det nævneværdigt, at skoen i Gísli Súrssons Saga optræder i en særlig rolle, da helskó nævnes som de sko, man giver den døde på, så han kan gå til Valhal.

Hovedbeklædning

De oftest forekommende hovedbeklædninger er húfa (hood, cap, bonnet), hattr (hat) og hetta (hood). Om húfa oplyses det, at den er rund (Kjalnesinga, 2), og den findes også som hjelm i en metaludgave (Fljótsdæla, 18). Som almen hovedbeklædning nævnes det, at den kan bestå af skind (Laxdæla, 29) eller hørstof (Brennu-Njáls, 124), og at den kan være dekoreret med en form for bånd eller bort (Reykdæla og Víga- Skútu, 12). Der nævnes ingen farver på húfa, og for hettu er oplysningerne sparsomme, idet den eneste specifikation er, at det drejer sig om en rund hettu (Kjalnesinga, 7). Måske betyder det, at hettu sædvanligvis havde en anden form. Hattr forekommer jævnligt i en særlig udgave i form af gerskan hatt (Gísla Súrssonar, 28)(Ljósvetninga, 2).

”Gunnar gaf konungi langskip gott og marga dýrgripi aðra er hann hafði fengið í hernaði. Konungur gaf honum tignarklæði sín og glófa gullfjallaða og skarband, og gullhnútar á, og hatt gerskan. ”

”Gunnar gave the king a good long-ship, and much goods besides, and the king gave him a robe of honour, and golden-seamed gloves, and a fillet with a knot of gold on it, and a Russian hat. ”
(Efter Brennu-Njáls Saga, 31)

Gerskan betyder 'fra Gardarige/Rusland', men der gives ingen yderligere informationer om, hvordan denne russiske hat så ud. Hattr er generelt af uld (Þorsteins hvíta, 6), sommetider endda filtet (Droplaugarsona, 4) og i et eksempel er den en del af kappen i form af en hætte (Gísla Súrssonar, 20). Farven nævnes kun en enkelt gang, hvor hattr er blå (Bjarnar Hítdælakappa, 7), og nogle gange anvendes hattr til at skjule ens identitet (Brennu-Njáls, 22)(Grettis, 63).
Ud over disse tre hovedbeklædninger nævnes også andre men kun med enkelte forekomster per ord. Höfuðduki er tydeligvis et hovedtørklæde for kvinder (Brennu-Njáls, 129), og om kofri fortælles kun, at den kan være fremstillet af lammeskind (Eiríks rauða, 4).
Sveigr (headdress, snood, kerchief) kan være af hørstof (Svarfdæla, 20), og det er en form for hovedbeklædning eller tørklæde (Laxdæla, 55). Også ordet sveipa (kerchief, hood) anvendes, og her er der også tale om en hovedbeklædning (Harðar og Hólmverja, 25), men der gives ikke yderligere oplysninger om dennes udseende. Et sidste ord for kvindernes hovedbeklædning er dregil (ribbon) (Grænlendinga, 6) (Gunnars Keldugnúpsfífl, 4), men der gives ingen uddybende oplysninger om dens udseende. Muligvis er der tale om en form for hårbånd.

Smykker og spænder

Smykker og dragtspænder nævnes kun sjældent i de islandske sagaer, men der findes enkelte oplysninger. Dálk (cloak pin) optræder altid hos mænd som tilbehør til feldr (Víga-Glúms, 8)(Kórmaks, 25) og nævnes ikke i forbindelse med andre former for overtøj. Kinga (brooch) nævnes kun én eneste gang, og der tilhører den en kvinde (Laxdæla, 76). Også nist (brooch, pin, locket) nævnes kun en enkelt gang og bæres af en mand i skikkju (Laxdæla, 75). Sylgja (brooch or buckle) kan være af guld, men ellers gives der ingen oplysninger (Brennu-Njáls, 145). Endelig bærer vølven i Eiríks saga rauða glertölur (glass beads) om halsen (Eiríks rauða, 4).

Diverse

Handsker/vanter nævnes flere gange i form af ordet glófi (glove), men egentlige beskrivelser er kun få. Vølven i Eiríks saga rauða bærer hvide katteskindshandsker med pelsen indvendig (Eiríks rauða, 4), og i Brennu-Njáls saga nævnes et par guldbroderede glófa (Brennu-Njáls, 31).
Oversættelserne og ordbøgerne er uenige om, hvad slæður (a gown that trails along the ground) dækker over. Både Cleasby & Vigfusson og Zoëga mener, at det er en kjole eller noget andet, der slæber hen over jorden, mens det oversættes som et tørklæde (SagaDB, Brennu-Njáls, English, 122). Sikkert er det i hvert tilfælde, at slæður kunne bestå af fint stof såsom silke (Egils, 82), og i Brennu-Njáls saga forbindes den tydeligvis med kvindens klædedragt (Brennu-Njáls, 123), men i Egils saga får Egil en slæður i julegave (Egils, 68) og også i Vatnsdæla saga bæres en slæður af en mand (Vatnsdæla, 31). Kun Egils slæður er beskrevet i detaljer, og den er guldbroderet med guldknapper og af silke (Egils, 68).
En anden dragtdel er hvítavaðir (white garments), dåbsklæder, som ikke overraskende nævnes i forbindelse med kristendommen (Víga-Glúms, 28)(Laxdæla, 51), men der gives ingen detaljer. Af navnet må man dog gå ud fra, at farven har været hvid. Endelig nævnes i Laxdæla saga vefjarupphlutir, som oversættes til ”a tight-fitting woven bodice” (SagaDB, Laxdæla, 55, hhv. islandsk og engelsk oversættelse).
Og endelig ses det, når man ser på forekomsterne af ordene klæði (en: cloth, da: klæde) og klæða (to clothe, to dress), at udtrykket lítklæðum, de farvede klæder, optræder jævnligt (Hrafnkels Freysgoða, 17)(Laxdæla, 68):

”Um sumarið þá er þeir voru nýkomnir út var stefnt fjölmennt mannamót fyrir norðan heiðina undir Haugabrekkum, inn frá Fróðárósi, og riðu þeir til kaupmennirnir allir í litklæðum.”

”Now in the summer, when these were new come out, was appointed a great meeting of men north of the heath under Howebrent, in from Frodismouth. So those chapmen rode thither all of them, in coloured raiment. ”
(Efter Eyrbyggja Saga, 40)

Der er tilsyneladende tale om, at man skelner mellem det farvede og det ufarvede sæt tøj. Dette understreges yderligere af flere eksempler på, at man bærer en blå kyrtill, når man er ude for at slå ihjel, mens man til hverdag har en sort kyrtill på (Valla-Ljóts, 2)(Laxdæla, 87).

Klædedragten i vikingetiden

Informationer om vikingetidens dragt stammer hovedsageligt fra afbildninger og arkæologiske fund, hvorfra man ved, at vikingemanden bar en knælang kjortel over et par hoser eller bukser, som enten kunne have lige eller posede bukseben. Til overtøj bar han en kappe hæftet ved skulderen med et spænde. Vikingekvinden bar en lang underkjole og derover en selekjole, hvis seler foran på brystet blev holdt sammen af to karakteristiske spænder. Til overtøj havde hun en kappe eller frakke, der blev lukket fortil med et spænde. Mod slutningen af perioden går selekjolen af brug og erstattes af en uldkjole med ærmer.


Fig. 4: Rekonstruktioner af vikingetidens dragt sådan som de arkæologiske fund i Hedeby indikerer, at den så ud. Efter Elsner 1992, 46f.

Da det er opgavens formål at sammenligne den litterære dragt med de historiske, henvendte jeg mig til Islands nationalmuseum (bilag 3) for at sikre mig, at vikingetidens grave på Island ikke var bemærkelsesværdigt anderledes end de danske samt for at kunne medtage eventuelle islandske dragtfund. De havde kun få tekstilfund og intet, der adskilte sig fra de danske fund. Jeg blev henvist til bogen ”Kuml og Haugfé” af K. Eldjárn, hvor det kan ses, at gravindholdet stemmer godt overens med tilsvarende danske fund. Det må derfor umiddelbart konkluderes, at dragten har været omtrent den samme. Af arkæologiske fund er især fundene fra Hedeby Havn særdeles oplysende. Herfra kendes rester af kjortler/kjoler, benviklers, et par posebukser, en slå om-jakke, en hætte og en selekjole (fig. 4) (Elsner 1992, 46f). Tekstilfragmenterne er i vikingetiden blevet anvendt som klude til at tjære skibene med, og de er derfor bevaret i større stykker end det almindeligvis ses i de arkæologiske fund, hvor langt de fleste tekstilfund ikke er større end et frimærke. Af andre bemærkelsesværdige fund af mandsdragter bør Viborg-skjorten og Mammen-gravens dragt nævnes. 


Fig. 5: Rekonstruktion af Viborg- skjorten. Efter Fentz 1987, s. 27.
 Viborg-skjorten er af ufarvet hørlærred og vidner om et højt niveau skrædderteknik (Fentz 1987, 29). Viborg-skjortens ærmelængde kan ikke påvises med sikkerhed, men den rekonstrueres almindeligvis som langærmet (fig. 5). Mammen-graven indtager på mange måder en særstilling blandt vikingetidens gravfund,og tekstilerne er ingen undtagelse. Dragten er meget fragmenteret, så rekonstruktionen er i høj grad påvirket af en illustration af Knud d. Store fra 1031 (Rimstad 2009, 43ff), men sikkert er det, at dragten hovedsageligt har været i røde og blå farver. Et omfangsrigt broderi på rødt uldstof og med fór af murmeldyr menes at stamme fra kappen, og det er sandsynligt, at nogle purpurfarvede silkebånd med nålebundet mønster er rester af kappens bindebånd, da disse i høj grad ligner kappebåndene på illustrationen af Knud d. Store.
En anden rest af en kappe stammer fra en kvindegrav i Hvilehøj ved Randers, hvor et stofstykke var dekoreret med en silkebort i guld- og sølvmønster og kantet med bæverskind (Jensen 2004, 367).
Også Hørning-graven bør nævnes, for her var den døde kvindes dragt bevaret de steder, hvor der havde været påsyet sølvbrokerede bånd (ibid., 366)– kontakten med metallet bevarer tekstiler. Det ene bånd lå over panden og nåede på begge sider helt ned til knæene, og det er sandsynligt, at der er tale om resten af et hovedlin. Ærmerne ser ud til at have været korte og ligeledes kantet med sølvbånd.
De eneste egentlige afbildninger af vikingetidens dragter stammer fra runesten, smykker og vævede tapeter, og fælles for dem alle er, at der er meget få detaljer, og personerne ses oftest fra siden, hvor kappen skjuler den underliggende beklædning. Der er således ikke mange oplysninger at hente her, og det eneste bemærkelsesværdige er nogle hængesmykker, hvor en kvinde under kappen bærer en form for slæb (fig. 14). Et sådant slæb er ikke påvist arkæologisk, men det forekommer, at der i skålspænderne ses et ekstra sæt stropper enten for oven eller for neden på nålen (Bau 1981, 17), og det er muligt, at stropperne for oven er en rest af dette slæb.

Klædedragten i middelalderen

Ved middelalderens begyndelse var dragten ikke meget forandret i forhold til vikingetiden. Vigtigst er, at vi nu med sikkerhed ved, at gifte kvinder bar hovedlin (Nørlund 1941, 46). Det er muligt, at dette også gjaldt i vikingetiden, men der er ingen egentlige beviser herfor. Det nærmeste er Hørning-gravens lange sølvbånd, men denne kvinde var begravet på hedensk vis, og da graven var temmelig rig, kan der være tale om modepåvirkning sydfra.
Foruden hovedlinet bærer kvinderne i middelalderen altid lange ærmer, og vi ved heller ikke om denne tradition gjorde sig gældende i vikingetiden. Kappen fæstnes ikke længere med et spænde foran men bæres åben om skuldrene. I 1200-tallet anvendes en lang snor til at holde den åbne kappe på plads, og efter 1300 går kappen af brug som almen beklædningsgenstand.
For mandsdragtens vedkommende ændres brugen af kappen omtrent ved vikingetidens afslutning, hvor den går fra at være allemandseje til at blive et overklassesymbol. Almindelige mennesker kunne bære et lignende klædningsstykke på rejser og i dårligt vejr, men så er der tale om en funktionsbestemt beklædning og ikke en hverdagsbeklædning (Nørlund 1941, 26). I 1200-tallet går mandskappen helt af brug på nær som rejsedragt og til ceremonielt brug, og den erstattes af en lang og ofte kortærmet overkjortel (ibid., 26). På samme tid vokser mændenes tidligere knælange kjortel til en længde, hvor den er svær at skelne fra kvindernes kjole.(Roesdahl 1999, 161). Med til den knælange kjortel hørte bukserne, og da kjortlen blev længere, blev bukserne kortere og gik næsten af brug, mens hoserne, som hidtil kun havde nået til knæet, blev længere, så de dækkede hele benet og blev fastgjort til et bælte om livet (Nørlund 1941, 38f). I 1200- og 1300-tallet var det for dragtens farvers vedkomende moderne, at dragten var to-farvet på en sådan måde, at højre del var én farve og venstre en anden, den såkaldte parti-opdeling (Nørlund 1941, 35).
Hætten blev udbredt i middelalderens mandsdragt men kendes dog fra enkelte fund fra vikingetiden, bl.a. Hedeby. I vikingetiden var den sandsynligvis hovedsageligt anvendt af sømænd og håndværkere (Elsner 1992, 46), hvor den i middelalderen bliver et modefænomen. Fra 1200 og især 1300-tallet bliver det populært at tilføje hætten en strud, en piskagtig tøjstrimmel på hættens nakkedel.
De arkæologiske fund fra middelalderen er knap så vigtige for vores viden, for vi ved langt mere om middelalderens klædedragt end om vikingetidens, da vi her har lokale, skriftlige kilder og detaljerede afbildninger på for eksempel kalkmalerier. Særligt velbevarede er dog de grønlandske dragter fra Herjolfsnæs. Der er tale om klædningsstykker, som er anvendt som ligsvøb, og der er dragter fra både mænd, kvinder og børn. Dragterne spænder over perioden fra ca. 1200-1400 (Nørlund 1941, 19) og selvom Nordbo-bygderne på Grønland lå temmelig afsides, så følger dragterne moden i de øvrige nordiske lande (Nørlund 1941, 34) (Roesdahl 1999, 165).

Sammenligning af den litterære og den historiske dragt

Når man sammenligner den litterære dragt med det, vi ved om dragten i de to historiske perioder, så viser der sig en tydelig mangel på de dragtdele, der var særligt karakteristiske i vikingetiden. Heller ikke modefænomener karakteristiske for 1200-tallet optræder regelmæssigt i sagaerne. Kyrtill og skyrtas længder oplyses ikke direkte, men det nævnes ofte, at man bærer dem gyrður í brækur dvs. med overdelen stoppet ned i bukserne, og det ville ikke kunne lade sig gøre med 1200-tallets ankellange mandskjortler.
Den dragtdel, der er grundigst beskrevet, er overtøjet, som i de fleste tilfælde kan kaldes en kappe. Men det er problematisk at sammenligne den litterære kappe med de historiske, for vi ved så lidt om kappen i vikingetid, at det er foreslået, at man måske slet ikke lagde overtøj med i graven (Rimstad 2009, 61). Og i 1200-tallet, hvor sagaerne er nedskrevet, er kappens brug for begge køn aftagende, og det er en tendens, der slet ikke afspejles i litteraturen.
Skal man pege på dragtforekomster, der muligvis kunne være vikingetidige, så er der tale om dragtdele, der kun er nævnt enkelte gange. Nogle mænd bar i vikingetiden posebukser, og det er muligt, at pose- bukserne var et statussymbol ligesom middelalderens lange hængeærmer og strudhætten, der under- stregede, at man havde råd til det ekstra stof (Nørlund 1941, 52). Det kan tænkes, at den tvivlsomme betegnelse hökulsbrókr hentyder til posebukser, for de må umiddelbart være det nærmeste, man kommer en blanding af bukser og kappe. Hvad angår benklæder generelt forekommer brókr ofte, og hoser kun få gange. De steder, hvor hoser nævnes, oplyses der intet om længden, men mængden af brókr understreger, at den dragt, der beskrives, må være tidligere, end da kjortlen i 1200-tallet blev lang og hoserne fuldbens.
Háttr hentyder højst sandsynligt til ”strudhætten”, da det må være den eneste hovedbeklædning, man effektivt kan forklæde sig med. Men strudhætten findes både i middelalder og vikingetid – i sidstnævnte dog uden egentlig strud (Elsner 1992, 46f). I nogle tilfælde bærer kvinderne i de islandske sagaer hoved- lin. Enkelte fund fra den sene del af vikingetiden tyder på, at kvinder også da kunne bære hovedlin, men afbildninger af vikingekvinder på smykker, tapeter og lignende viser ofte håret synligt og sat i forskellige frisurer.
Kvindens selekjole og de tilhørende skålspænder nævnes ikke i islændingesagaerne. Det eneste tilfælde, hvor der kunne være tale om skålspænder, er episoden i Laxdæla Saga kapitel 76, hvor man åbner en vølves grav og finder kinga og sejdstave. Men kinga nævnes kun i ental, skålspænder forekommer altid parvis. Vølven skulle ifølge fortællingen dog være meget gammel, og det kan lige så godt være, at beskrivelsen er bygget på erfaringer, som middelalderens mennesker har gjort sig, når de er stødt på oldtidsgrave.


Hvad vidste middelalderens mennesker om vikingetidens dragt?

De islandske sagaer er som nævnt tidligst nedskrevet i 1200-tallet, og det er ikke sandsynligt, at man på dette tidspunkt, mindst 200 år efter at begivenhederne angiveligt fandt sted, var bekendt med, hvorledes vikingetidens dragter så ud. Man kan således som udgangspunkt kun forvente at finde egentlige beskrivelser af vikingetidens dragter, hvis fortællingerne virkelig opstod i denne periode eller kort tid derefter, og forudsat at de i så fald gennem tiderne er blevet fortalt i en forholdsvis uændret form indtil de endelig er blevet nedskrevet.
Man kan sammenligne det med, at hvis vi i dag ikke havde fotografier, grundige konserveringsmetoder og dragthistoriske studier, så ville vores viden om påklædningen for blot 150 – 200 år siden være meget begrænset. Alligevel hænder det også i dag, at man finder gamle dragter f.eks. på bunden af dragkister. Man kan altså ikke udelukke, at der i 1200-tallet stadig fandtes enkelte vikingetidige dragter bevaret, men uden populærvidenskabelig litteratur, og en udbredt interesse for dragthistorien, ville en sådan dragt ikke være alment kendt.
Hertil kommer, at det må være hændt, at man er stødt på oldtidsgrave, og Saxo beskriver åbningen af en sådan gravhøj (Zeeberg 2000, 3.3.8), men man har sandsynligvis ikke haft megen fornemmelse for, hvilken oldtidsperiode graven tilhørte. Gravhøjen i Saxo var uden tvivl fra bronzealderen, for det er i arkæologiske kredse en kendt sag, at netop bronzealderens gravhøje udgyder vand, når man graver ned i dem. Hændelsen, der ifølge Saxo skræmte gravrøverne væk, skyldes, at bronzealderens gravhøje er opført med en speciel teknik, som resulterer i, at højen står vandfyldt, og der skabes derved et kunstigt mosemiljø inde omkring graven. Det er på denne måde, at Egtvedpigens grav er bevaret.
Åbning af gravhøje og tilfældige fund af oldtidsgrave kan altså have bidraget til middelalderens viden om fortidens dragt, men informationerne må trods dette siges at have være begrænsede og i værste fald misvisende.

Farver

Farvede dragter kendes helt tilbage til den ældre jernalder. Fra denne periode kendes flere farvede dragter blandt andet Huldremosekvindens dragt, og selvom det ikke længere kan ses, kan man ved kemisk analyse påvise rester af farvestoffer. Huldremosekvinden er et moselig, som er dateret til 2. århundrede f. kr. og hun bar en dragt, der har været rød og blå. (fig. 6 er udeladt, se Natmus, 2010). Således havde man ved vikingetidens begyndelse kendt til plantefarvning i cirka 1000 år, så der var altså på ingen måde tale om en ny teknik.
Det er ikke så mange af vikingetidens tekstilfragmenter, der er blevet undersøgt for farvestoffer, men hvor der er påvist farve, er det ofte rød og blå (Rimstad 2009, 14). Langt de fleste tekstilrester stammer dog fra rige grave, da disse indeholder mere metal, og det er metallernes korrosion, der bevarer tekstiler. Man kan derfor ikke konkludere, at alle bar røde og blå farver, men det synes sikkert nok, at farverne ikke var så fine, at de udelukkende blev båret af ”kongen”. Det troede man ellers tidligere, og det skyldes, at man mente, at vajd, en plante, der farver blåt, blev importeret i vikingetiden (Falk 1919, 43), men i dag mener man, at den allerede på dette tidspunkt blev dyrket i Danmark (Rimstad 2009, 14).
At røde og blå beklædningsdele så ofte indgår i den litterære dragt, kan forklares ved, at der tydeligvis er tale om fine klæder. På den måde kan man sige, at skævheden i det historiske materiale svarer til skævheden i beskrivelsen af den litterære dragt og vil derfor til en vis grad ophæve denne.
Den røde farve fås fra planten kraprod, og nogle lavarter kan også frembrinde rødlige toner (Larsson 1948, 27). Den blå farve fås som nævnt fra planten vajd og kunne også importeres i form af indigo, men indigoen kom langvejs fra og må derfor have været utroligt dyr (Larsson 1948, 31). Gule farver fås fra rigtig mange planter, heriblandt regnfang, birkeblade og gyldenris (Larsson 1948, 25ff), og den gule farve må derfor have været alment tilgængelig. Det har altså været muligt at plantefarve sig frem til alle grundfarverne, og en dygtig farver må derfor have kunnet fremstille de fleste farver. Hertil kommer, at uldens naturlige farve varierer, hvilket udvider farvespektret med endnu flere muligheder, som det ses af farvecirklen i fig. 7. Såfremt røde og blå farver virkelig var begrænset til de øvre samfundsklasser, så ville de fattigere mennesker have adgang til den ”gule tredjedel” af farvecirklen, sådan som det er markeret på fig. 7.


Fig. 7: Farvecirkel til illustration af mulighederne inden for plantefarvning. Udarbejdet af E. Rüssel til denne opgave.

Hørstof er kendt for at være særlig svært at indfarve (Mumme 1768, 145), og i islændingesagaerne nævnes farver ikke én eneste gang, når det specificeres, at dragten er gjort af hør. Dette stemmer umiddelbart også godt overens med, at tekstilrester af hør fra vikingetiden normalt er ufarvede eller kun blegede, men fra Hedeby kendes faktisk fund af farvet hør (Rimstad 2009, 14). Dog ser det ikke ud til, at dette er anderledes i middelalderen, hvor hørskjorten gør det ud for en undertrøje og ikke må kunne ses under kjortlen (Nørlund 1941, 32).
I saganedskrivningens tid var det som nævnt højeste mode, at en dragtdel havde forskellige farver på højre – og venstre halvdel. En sådan farveopdeling nævnes ikke i sagalitteraturen, hvor dragterne hovedsageligt er ensfarvede og i enkelte tilfælde stribede eller brogede, hvilket dog sandsynligvis skyldes vævede farveforskelle og ikke indfarvning af det færdigvævede stof.
Almindeligvis mener man, at skyrta er undertrøjen af hør, og kyrtill er kjortlen i uld (Rimstad 2009, 46ff), og det stemmer godt overens med den litterære dragt, hvor heller ikke skyrta beskrives som farvet. Endelig ses der flere eksempler på, at der skelnes mellem almindelige klæder og lítklæðum, de farvede klæder. Det er interessant, for det kunne tænkes, at forklaringen på, hvorfor tekstilrester i gravene så ofte er farvede, er, at man simpelthen blev begravet i sit fineste tøj.
Alt i alt var farverkunsten altså allerede veludviklet i vikingetiden, og den litterære dragts farver var mulige at producere på dette tidspunkt. Det samme gælder for middelalderen, men der ses ikke parti- farvning i den litterære dragt, som derfor på nedskrivningstidspunktet ikke var 'højeste mode'.



Udvalgte scener



”Býðr Þorkell spákonunni heim, ok er henni þar vel fagnat, sem siðr var til, þá er við þess háttar konum skyldi taka. Var henni búit hásæti ok lagt undir hana hægendi. Þar skyldi í vera hænsafiðri.
En er hon kom um kveldit ok sá maðr, er móti henni var sendr, þá var hon svá búin, at hon hafði yfir sér tuglamöttul blán, ok var settr steinum allt í skaut ofan. Hon hafði á hálsi sér glertölur, lambskinnskofra svartan á höfði ok við innan kattarskinn hvít. Ok hon hafði staf í hendi, ok var á knappr. Hann var búinn með messingu ok settr steinum ofan um knappinn. Hon hafði um sik hnjóskulinda, ok var þar á skjóðupungr mikill, ok varðveitti hon þar í töfr sín, þau er hon þurfti til fróðleiks at hafa. Hon hafði á fótum kálfskinnsskúa loðna ok í þvengi langa ok á tinknappar miklir á endunum. Hon hafði á höndum sér kattskinnsglófa, ok váru hvítir innan ok loðnir.”
”He invited, therefore, the spae-queen to his house, and prepared for her a hearty welcome, as was the custom whereever a reception was accorded a woman of this kind. A high seat was prepared for her, and a cushion laid thereon in which were poultry-feathers.
Now, when she came in the evening, accompanied by the man who had been sent to meet her, she was dressed in such wise that she had a blue mantle over her, with strings for the neck, and it was inlaid with gems quite down to the skirt. On her neck she had glass beads. On her head she had a black hood of lambskin, lined with ermine. A staff she had in her hand, with a knob thereon; it was ornamented with brass, and inlaid with gems round about the knob. Around her she wore a girdle of soft hair, and therein was a large skin-bag, in which she kept the talismans needful to her in her wisdom. She wore hairy calf-skin shoes on her feet, with long and strong-looking thongs to them, and great knobs of latten at the ends. On her hands she had gloves of ermine-skin, and they were white and hairy within.”
”Torkel byder Spaakvinden til sig, og man gjorde istand god Modtagelse, som Skik var, naar man skulde have en slig Kvinde til Gjest.
Der blev reist et Hoisæde til hende, og lagt Hynder paa det; deri skulde det. være Hønsefjær. Men da hun kom om Kvelden sammen med den Mand, som var sendt hende imede; var hun saa klædt, at hun havde om sig en blaa Kappe med Baand, og den var kantet med Stener lige ned til Hjornerne. Paa Halsen havde hun Glasperler. Paa Hovedet bar hun en sort Lammeskindshue, foret indentil med hvidt Katteskind. Stav havde hun i Haand og paa den en Knap; Staven var prydet med Messing og Knappen kantet med Stener. Hun bar et Belte af Svamp, og deri hang en stor Pose; i den havde hun de Tryllemidler, som hun trængte til sin Kunst. Hun havde paa Fødderne lodne Kalveskinds-sko, og i dem lange og stærke Remmer; paa disses Ender var det store Messingknapper. Paa Hænderne havde hun Katteskinds- handsker, hvide indentil og lodne. ”

(Efter Eiriks Saga Rauða, kap. 4, tekst og oversættelser fra SagaDB.com)

Beskrivelsen stammer fra Erik den Rødes Saga og beskriver en vølve, en hedensk troldkvinde. Man mener, at Erik den Rødes Saga blev skrevet efter år 1263 e.kr. (Kristjánsson 1997, 272), og man bør derfor overveje, hvor meget af beskrivelsen, der er fiktion. Island blev officielt kristent i år 1000 e.kr. (Kristjánsson 1997, 22) og Grønland omtrent samtidig, så sandsynligvis har det været meget begrænset, hvad man vidste om vølver 250 år senere. Her må man nok sige, at kendskabet til vølvens dragt har været lige så, og måske endda mere, begrænset som kendskabet til vikingetidens almene dragt.
Vølvens litterære dragt viser ikke nogen egentlig sammenhæng med den kendte dragt fra vikingetiden, og i det hele taget synes beskrivelsen nærmere at være et virkemiddel, som skal opbygge mystik, end at være en historisk korrekt beskrivelse. Glasperler er dog ret almindelige i vikingetiden (Elsner 1992, 57), men dette er det eneste eksempel på, at de optræder i de islandske sagaer, og der er, forfatteren bekendt, intet arkæologisk belæg for, at kapper skulle være beklædt med smykkesten, som jo i så fald ville være bevaret i graven langt oftere end tekstiler. Pelssko hører heller ikke til almindelighederne (Elsner 1992, 47), og ingen af de nævnte dragttyper kendes fra middelalderens dragt, så alt i alt er det mest sandsynligt, at dragten er fri fantasi og udelukkende tjener til at øge mystikken om vølvens person.

En anden scene stammer fra Laxdæla Saga, hvor påklædningen er årsag til skilsmisse:

"Það var einn dag er þau riðu yfir Bláskógaheiði, var á veður gott. Þá mælti Guðrún: "Hvort er það satt Þórður að Auður kona þín er jafnan í brókum og setgeiri í en vafið spjörum mjög í skúa niður?"
Hann kvaðst ekki hafa til þess fundið. "Lítið bragð mun þá að," segir Guðrún, "ef þú finnur eigi og fyrir hvað skal hún þá heita Bróka-Auður?"
Þórður mælti: "Vér ætlum hana litla hríð svo hafa verið kallaða."
Guðrún svarar: "Hitt skiptir hana enn meira að hún eigi þetta nafn lengi síðan."
Eftir það komu menn til þings. Er þar allt tíðindalaust. Þórður var löngum í búð Gests og talaði jafnan við Guðrúnu. Einn dag spurði Þórður Ingunnarson Guðrúnu hvað konu varðaði ef hún væri í brókum jafnan svo sem karlar.
Guðrún svarar: "Slíkt víti á konum að skapa fyrir það á sitt hóf sem karlmanni ef hann hefir höfuðsmátt svo mikla að sjái geirvörtur hans berar, brautgangssök hvorttveggja."
Þá mælti Þórður: "Hvort ræður þú mér að eg segi skilið við Auði hér á þingi eða í héraði og geri eg það við fleiri manna ráð því að menn eru skapstórir þeir er sér mun þykja misboðið í þessu?"
Guðrún svarar stundu síðar: "Aftans bíður óframs sök."
Þá spratt Þórður þegar upp og gekk til Lögbergs og nefndi sér votta að hann segir skilið við Auði og fann það til saka að hún skarst í setgeirabrækur sem karlkonur,(...)
Vel hefir þú njósnað," segir hún, "og haf söðlað hesta tvo er menn fara að sofa."
Smalasveinn gerði sem hún bauð og nokkuru fyrir sólarfall sté Auður á bak og var hún þá að vísu í brókum. Smalasveinn reið öðrum hesti og gat varla fylgt henni, svo knúði hún fast reiðina. Hún reið suður yfir Sælingsdalsheiði og nam eigi staðar fyrr en undir túngarði að Laugum. Þá sté hún af baki en bað smalasveininn gæta hestanna meðan hún gengi til húss. Auður gekk að durum og var opin hurð. Hún gekk til eldhúss og að lokrekkju þeirri er Þórður lá í og svaf. Var hurðin fallin aftur en eigi lokan fyrir. Hún gekk í lokrekkjuna en Þórður svaf og horfði í loft upp. Þá vakti Auður Þórð en hann snerist á hliðina er hann sá að maður var kominn. Hún brá þá saxi og lagði á Þórði og veitti honum áverka mikla og kom á höndina hægri. Varð hann sár á báðum geirvörtum. Svo lagði hún til fast að saxið nam í beðinum staðar. Síðan gekk Auður brott og til hests og hljóp á bak og reið heim eftir það."
It happened one day as they were riding over Blueshaw-heath, the weather being fine, that Gudrun said, "Is it true, Thord, that your wife Aud always goes about in breeches with gores in the seat, winding swathings round her legs almost to her feet?"
Thord said, "He had not noticed that."
"Well, then, there must be but little in the tale," said Gudrun, "if you have not found it out, but for what then is she called Breeches And?"
Thord said, "I think she has been called so for but a short time."
Gudrun answered, "What is of more moment to her is that she bear the name for a long time hereafter."
After that people arrived at the Thing and no tidings befell there. Thord spent much time in Gest's booth and always talked to Gudrun. One day Thord Ingunson asked Gudrun what the penalty was for a woman who went about always in breeches like men. Gudrun replied, "She deserves the same penalty as a man who is dressed in a shirt with so low a neck that his naked breast be seen - separation in either case."
Then Thord said, "Would you advise me to proclaim my separation from And here at the Thing or in the country by the counsel of many men? For I have to deal with high-tempered men who will count themselves as ill-treated in this affair."
Gudrun answered after a while, "For evening waits the idler's suit."
Then Thord sprang up and went to the law rock and named to him witnesses, declared his separation from Aud, and gave as his reason that she made for herself gored breeches like a man. (...)
"You have espied well,"said she, "and see to have saddled two horses at the time when people are going to bed."
The shepherd did as she bade him. A little before sunset Aud mounted, and was now indeed in breeches. The shepherd rode the other horse and could hardly keep up with her, so hard did she push on riding. She rode south over Salingsdale-heath and never stopped before she got to the home-field fence at Laugar. Then she dismounted, and bade the shepherd look after the horses whilst she went to the house. And went to the door and found it open, and she went into the fire-hall to the locked-bed in the wall. Thord lay asleep, the door had fallen to, but the bolt was not on, so she walked into the bedroom. Thord lay asleep on his back. Then And woke Thord, and he turned on his side when he saw a man had come in. Then she drew a sword and thrust it at Thord and gave him great wounds, the sword striking his right arm and wounding him on both nipples. So hard did she follow up the stroke that the sword stuck in the bolster. Then Aud went away and to her horse and leapt on to its back, and thereupon rode home.
(Efter Laxdæla Saga, kap. 35, tekst og oversættelser fra SagaDB.com)

Begrebet 'nid' dækker over, at en mand tilskrives kvindagtige egenskaber, og det anses for at være en stor fornærmelse (Meulengracht Sørensen 1980, 11f). Det betyder ikke, at det er nedværdigende at være kvinde men nærmere, at der er tale om stærkt afgrænsede kønsroller, som det er vanærende at bryde. Det er altså ikke, fordi man ser ned på kvinder, men fordi man beskylder en mand for netop ikke at være en mand. Det maskuline sættes i kontrast til det feminine, og denne kontrast bør ikke brydes. Når Aud således beskyldes for at gå i mandetøj, så brydes denne kontrast netop, og det er også tydeligt, at i det øjeblik hun så virkelig iklæder sig mandetøjet, da påtager hun sig også den mandlige opførsel.
Man må antage, at sådanne problemer har været forholdsvis sjældne i virkeligheden både i vikingetid og middelalder. Selvom vores dragttraditioner i dag er noget løsere opdelt, så hører det dog til sjældenhederne, at man ligefrem vælger at bære en påklædning, der specifikt tilhører det modsatte køn. Men problemet må trods alt have eksisteret, for ligesom det i Laxdæla Saga bliver skilsmissegrund, så nævnes det udtrykkeligt i Grågåsens fæsteafsnit, at man ikke må bære det modsatte køns dragt (Finsen 1870, 46). Her straffes man dog med landsforvisning for en sådan misdåd, og det gælder i øvrigt al opførsel, der ikke anses for at være naturlig for ens køn.
Man kan sige, at Aud begår en slags omvendt nid, og måske er det netop det, der er problemet. Man kunne tænke sig, at Auds opførsel viser tilbage til hendes mand, og når hun indtager den mandlige rolle i ægteskabet, så er der kun den kvindelige rolle tilbage til ægtemanden. Det svarer i moderne tale helt bogstaveligt til, at ”hun har bukserne på i ægteskabet”, og set med norrøne øjne må det betegnes som nid mod ægtemanden. Måske er det derfor, at hun netop sårer ham i brystvorterne, for den mandlige pendant til hendes misdåd er at have så udringet en kjortel, at brystvorterne kan ses.
Det sidste eksempel på nid forekommer i en kendt scene fra Brennu-Njáls Saga.

"Gengu menn þá frá Lögbergi og til búða sinna. En gerðar menn báru saman í bónda kirkjugarð i fé það sem þeir höfðu heitið til að leggja. Njálssynir seldu fram fé það er þeir höfðu og svo Kári og var það hundrað silfurs. Njáll tók þá fé það er hann hafði og var það annað hundrað silfurs. Síðan var fé þetta borið allt saman í Lögréttu og gáfu menn þá svo mikið til að engan pening vantaði á. Njáll tók þá silkislæður og bóta og lagði á hrúguna ofan.
(...)
Flosi gekk í Lögréttu að hyggja að fénu og mælti: "Þetta fé er bæði mikið og gott og vel af höndum greitt sem von er að." Síðan tók hann upp slæðurnar og spurði hver til mundi hafa gefið og hló að og svaraði honum engi."
Flosi mælti þá: "Hvort er að engi yðvar veit hver þenna búning hefir átt eða þorið þér eigi að segja mér?"
Skarphéðinn mælti: "Hvað ætlar þú hver til hafi gefið?"
Flosi mælti: "Ef þú vilt það vita þá mun eg það segja þér hvað eg ætla. Það ætla eg að til hafi gefið faðir þinn, karl hinn skegglausi, því að margir vita eigi er hann sjá hvort hann er heldur kona eða karlmaður."
Skarphéðinn mælti: "Slíkt er illa mælt að sneiða honum af gömlum er engi hefir áður til orðið dugandi maður.Megiðþér og það vita að hann er karlmaður því að hann hefir sonu átt við konu sinni. Hafa fáir vorir frændur legið óbættir hjá garði vorum svo að vér höfum eigi hefnt."
Síðan tók Skarphéðinn til sín slæðurnar en kastaði brókum blám til Flosa og kvað hann þeirra meir þurfa."
Flosi mælti: "Hví mun eg þeirra meir þurfa?"
Skarphéðinn svarar: "Því þá ef þú ert brúður Svínfellsáss sem sagt er hverja hina níundu nótt og geri hann þig að konu."
Then men went from the Court of Laws and to their booths, but the days men gathered together in the freeman's church-yard the money which they had promised to give.
Njal's sons handed over that money which they had by them, and Kari did the same, and that came to a hundred in silver. Njal took out that money which he had with him, and that was another hundred in silver.
So this money was all brought before the Court of Laws, and then men gave so much, that not a penny was wanting. Then Njal took a silken scarf and a pair of boots and laid them onthetopoftheheap.
(...)
Flosi went into the Court of Laws to look closely at his money, and said:
"This money is both great and good, and well paid down, as was to be looked for."
After that he took up the scarf, and waved it, and asked: "Who may have given this?" But no man answered him.
A second time he waved the scarf, and asked:
"Who may have given this?" and laughed, but no man answered him.
Then Flosi said: "How is it that none of you knows who has owned this gear, or is it that none dares to tell me?"
"Who?" said Skarphedinn, "dost thou think, has given it?"
"If thou must know," said Flosi, "then I will tell thee; I think that thy father the 'Beardless Carle' must have given it, for many know not who look at him whether he is more a man than a woman."
"Such words are ill-spoken," said Skarphedinn, "to make game of him, an old man, and no man of any worth has ever done so before. Ye may know, too, that he is a man, for he has had sons by his wife, and few of our kinsfolk have fallen unatoned by our house, so that we have not had vengeance for them."
Then Skarphedinn took to himself the silken scarf, but threw a pair of blue breeks to Flosi, and said he would need them more. "Why," said Flosi, "should I need these more?"
"Because," said Skarphedinn, "thou art the sweetheart of the Swinefell's goblin, if, as men say, he does indeed turn thee into a woman every ninth night."
(Fra Brennu-Njáls Saga, kap. 123, Tekst og Oversættelse: SagaDB.com)

Her ses flere eksempler på nid, og scenen tjener til forklaring på, hvorfor man ikke blev enige om at betale mandebod. På den måde er scenen grundlaget for den efterfølgende mordbrand på Bergtorshvol. Njal lægger slæður i bunken af mandebodsbetaling, og Flosi føler sig stødt af denne beklædningsdel. Selvom intet tyder på, at denne slæður blev lagt i bunken i en ond mening, så tolker Flosi den som nid og begår således selv egentligt nid, da han i sit svar kalder Njal for skægløs og derfor en kvinde. Konflikten optrappes som et skolegårdsslagsmål, og Skarphedinn giver igen med en endnu værre nidbeskyldning. Denne opgave omhandler dragten, og netop i denne scene er det den svært definerbare slæður, der udløser konflikten. Ud fra dette kan det konkluderes, at slæður ikke er en meget maskulin beklædningsgenstand. Alligevel optræder den her, og hovedpersonen i Egils Saga har også én. Her antydes det slet ikke, at det skulle være et feminint klædningsstykke, for Thorstein vælger ligefrem at ”låne” det, da han drager til Tinget. Af beskrivelsen er det dog helt tydeligt, at slæður er en temmelig lang beklædninsgenstand, for den slæber bag ham og bliver beskidt. Alligevel kan det ikke udledes med sikkerhed, om slæður hører til mands- eller kvindedragten eller måske dem begge? Men vi ved, at slæður er ret lang, og på moderne islandsk betyder det som nævnt tørklæde, så her nærmer vi os en definition. Hvorfor Flosi føler sig så fornærmet af denne slæður, må derimod stå hen i det uvisse. Måske det ikke skyldes slæður som sådan men snarere en dekoration eller dens materiale, men så skulle man mene, at det ville være beskrevet i teksten. Sikkert er, at læsere og tilhørere i sagaens samtid har forstået problemet, men at det i nutiden er mindre åbenlyst.
Af disse tre uddrag kan det ses, at når den litterære dragt træder frem og indtager en vigtig rolle i scenerne, så er der tale om særlige omstændigheder. Netop i disse vigtige scener kunne man forvente, at dragtdetaljer var bevaret, hvis sagaen længe havde været overleveret mundtligt, fordi dragtens vigtighed kunne tænkes at medvirke til, at man huskede detaljerne særligt nøje. Men disse scener giver intet indtryk af vikingetidsdragten. I stedet synes uddragene at være endnu mere påvirkede af fri fantasi end de kortere beskrivelser. Det er tydeligt, at når man er tvunget til at give specifikke detaljer, så afsløres det, hvor lidt dragten egentlig svarer til den periode, hvor handlingen angiveligt foregår.

Historiske paralleller

Den litterære dragt er opbygget på baggrund af mange værker, og man kan ikke uden forbehold sætte lighedstegn mellem den litterære dragt og nogen historisk periode. Alligevel må den litterære dragt have baggrund i samtidens dragt, for nedskriveren eller fortælleren må have haft et indre billede af, hvordan sagaernes persongallerier gik klædt. Dette indre billede må have været afhængig af nedskriverens eller fortællerens referenceramme, der hovedsageligt må have bestået af den klædedragt, som han/hun har oplevet i sin levetid, samt, hvis vi antager, at nedskriveren har gjort sit baggrundsarbejde grundigt, eventuelt beretninger fra ældre mennesker.
I det følgende har jeg derfor trods forbehold forsøgt at trække paralleller mellem den litterære - og den historiske dragt. Jeg har i den forbindelse valgt at illustrere dragtbeskrivelserne med eventuelle historiske dragtdele, som i udseende ligger tæt på den litterære beskrivelse. Dette skal udelukkende forstås som et forslag til, hvordan dragtdelene kunne have set ud.
Feldr fremstår som en kappe af pels, måske tuftet uld eller stof med påsyede tråde for at gøre den lodden. Jeg har ikke kunnet finde illustrationer af en pelskappe/pelsslag fra hverken vikingetid eller middelalder, men 1000 år før vikingetiden bar Huldremosekvinden et pelsslag (fig. 8, er udeladt Natmus 2010, WEB), så det er på ingen måde usandsynligt, at de har eksisteret.
Skikkja fremstår som en kappe med pelsfór, og den bedste illustration af en sådan er rekonstruktionen af Mammen-dragten (fig. 9, er udeladt). Denne type kappe må have været relativt almindelig også i middelalderen, og den kendes langt op i nyere tid i form af den royale hermelinskåbe, som historiens konger jævnligt bærer på portrætter (fig. 10 er udeladt).
Kápa og kufl er der som bekendt ikke mange oplysninger om ud over kufls anvendelse som forklædning, og dette taget i betragtning er det mest sandsynligt, at kufl må være den middelalderlige hætte med meget langt slag. Kápa er straks mere vanskelig, og oplysningerne vekslende, så det er muligt, ordet dækker over den generelle betegnelse ligesom ”kappe” gør i dag. Eller der kan være tale om den grundlæggende kappemodel, hvor eventuelle tilføjelser (hætte, ærmer o.lign.) specificeres i teksten.
Endelig er der möttull, som der i og for sig ikke findes så mange oplysninger om, men den findes i en udgave med bindebånd, og én enkelt gang uddybes det, at man har möttull ”på skuldrene”. Det kan på en måde siges om alle former for kapper, men sammen med bindebåndet er det karakteristisk for en bestemt kappetype, der er syet, så den af sig selv hænger på skuldrene. Det ser ud til, at det er en sådan, som fruen bærer på Stifterbilledet fra Fjenneslev Kirke (Fig. 11, Natmus 2010, WEB).
På samme billede (fig. 11 er udeladt) bærer manden tilsyneladende kyrtill, for skyrta er som nævnt undertøj og kan derfor normalt ikke ses. Det er dog sandsynligt, at den har fulgt omtrent samme snit som kyrtill.
Det samme gælder for kvindens serk, mens hendes kyrtill må være overkjolen. Sådanne kendes fra det noget senere fund fra Herjolfsnæs (FIG 12 er udeladt, se Natmus 2010, WEB), men fund fra vikingetiden tyder på, at dragtkonstruktionen var den samme dengang (Elsner 1992, 46f).
Det bedste eksempel på leistabrókr er Thorsbjerg-bukserne (fig. 13 er udeladt, se Nørlund 1941, 37), selvom de er meget ældre end vikingetid. Betegnelsen brókr dækker forskellige former for bukser, mens hosur er en alment kendt betegnelse for syede strømper. Hosernes længde skifter som bekendt i løbet af middelalderen, men i 1200-tallet var de lange og hæftedes til et bælte eller til kyrtill, mens de i den litterære dragt bindes om benet. Der er derfor højst sandsynligt tale om den tidligere hoseform, hvor de bindes over eller under knæet med hosebånd.
Fordi húfa beskrives som rund, og fordi en hjelm kaldes stálhúfa, så må húfa svare nogenlunde til vor tids hue, og en sådan bærer manden på Stifterbilledet fra Fjenneslev (fig. 11 er udeladt). Om resten af hovedbeklædningerne er informationerne for generelle til, at man kan foreslå en eventuel historisk parallel, og det samme gælder smykkerne.
Hvad angår slæður, så er det tætteste, vi kommer en illustration nok vikingetidsfiguren med slæb (fig. 14 er udeladt). Dog er der intet belæg for, at denne dragtdel udelukkende hører vikingetiden til.
Alt i alt er dragtdelene meget generelle og hverken karakteristiske for vikingetid eller middelalder. Der ses ikke spor af de modefænomener, der var populære på nedskrivningstidspunktet, og det vidner om en vis historisk fornemmelse hos nedskriverne. Man har sandsynligvis forsøgt at beskrive historiske dragter med det resultat, at den litterære dragt svarer bedst til 1100-tallets dragt: Ikke helt vikingetid, men gammeldags i 1200-tallet.

Konklusion

Jeg har i denne opgave undersøgt i alt 992 dragtforekomster i Islændingesagaerne for dels at opstille en beskrivelse af den litterære dragt og dels for at sammenligne denne med historiske dragter fra vikingetiden, hvor sagaerne foregår, og fra 1200-tallet hvor de er nedskrevet.
Mit formål med dette er at bidrage med et aspekt til diskussionen om, hvor meget af sagaernes indhold, der på nedskrivningstidspunktet var nyt, og hvor meget, der muligvis kunne være ældre. Det har således ikke været min hensigt at datere samtlige oplysninger i sagaerne men udelukkende at undersøge dragterne.
Der forekommer ingen tydelige vikingetidsdragter, og det er da også mest sandsandsynligt, at meget viden om disse var gået tabt allerede i 1200-tallet. På den anden side optræder heller ingen 1200-tals modefænomener, og det skyldes nok, at man har forsøgt at beskrive dragterne ”gammeldags”. Således svarer dragtbeskrivelserne nærmere til 1100-tallets tidlig-middelalderlige dragter end vikingetidens dragter.
Ud fra arkæologiske fund af farvede klæder ses det, at det har været teknisk muligt at plantefarve sig frem til alle farver, men dog kan det ikke udelukkes, at de røde og blå farver kun har været tilgængelige for det bedre borgerskab af økonomiske årsager. Dog optræder todelte, farvede dragter ikke i sagaerne, skønt det var højeste mode i 1200-tallet.
De tre uddrag viser, at så snart dragten får en central rolle i fortællingen, og det derfor bliver nødvendigt med detaljer, så afviger dragtbeskrivelserne mere end normalt fra de historiske dragter. Dette understreger, at kendskabet til de historiske dragter har været begrænset.
På det arkæologiske plan er det muligt, at fremtiden bringer nye dragtfund, som bidrager med ny og anderledes viden om de historiske dragter. Og skulle man i fremtiden ønske at udvide dette projekt på det litterære plan, så må man først og fremmest inddrage et større materiale. Det er muligt, at dragtdelene kan defineres endnu klarere, såfremt man inkluderer hele den norrøne litteratur.

Litteratur

Bau, F. 1981. Seler og slæb i vikingetid. Birka's kvindedragt i nyt lys. Kuml 1981.
Cleasby, R. & Vigfusson, G. 1874. An Icelandic-English Dictionary. Oxford.
Eldjárn, K. 1956. Kuml og haugfé. Úr heiðnum sið á Ìslandi. Bókaútgáfan Norðri.
Elsner, H. 1992. Wikinger Museum Haithabu: Et portræt af en tidlig by. Neumünster.
Falk, H. 1919. Altwestnördische Kleiderkunde.
Fentz, M. 1987. En hørskjorte fra 1000-årenes Viborg. Kuml 1987.
Finsen, V. 1870. Grágás. Islændernes lovbog i Fristatens tid. Kjøbenhavn.
Jensen, J. 2004. Danmarks Oldtid. Yngre Jernalder og Vikingetid. 400 e.kr – 1050 e.kr. Gyldendal. København.
Kristjánsson, J. 1997. Eddas and Sagas. Iceland's Medieval Literature. Rekjavík. Hiđ íslenska bókmenntafélag.
Larsson, B. 1948. Hemfärgning med växtämnen. Råd och anvisningar. Nordisk Rotogravyr.
Meulengracht Sørensen, P. 1980. Norrønt nid. Forestillingen om den umandige mand i de islandske sagaer. Odense Universitetsforlag.
Mumme, I. F. H. 1769. En Dansk Farve-Bog til Almindelig Nytte eller Kort Underretning om at farve Ulden, Silke og Linned tilligemed Opskrift paa nogle Slags Blæk saa og om at aftage alle Slags Plætter paa Tøi. Kiøbenhavn 1768, Genoptrykt: Århus 1975, Wormianum.
Nørlund, P. 1941. Dragt. Nordisk Kultur XV:B. Stockholm: Albert Bonniers Förlag. Oslo: H. Aschehough & CO's Forlag. København: J.H. Schultz Forlag.
Rimstad, C. 2009. Vikinger i uld og guld. Om de danske vikingetidsdragter baseret på tekstilfund i grave. Forhistorisk Arkæologi, Københavns Universitet.
Roesdahl, E. (red.).1999. Dagligliv i Danmarks middelalder – en arkæologisk kulturhistorie.Gyldendal.
Zeeberg, P. 2000. Saxos Danmarkshistorie. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Gads Forlag.
Zoëga, G. T. 1910. A Concise Dictionary of Old Icelandic. Oxford.

Internetadresser

Northvegr: Zoëga, G.T: A Concise Dictionary of Old Icelandic - (virker ikke længere)

Icelandic Saga Database

Snerpa.is: Ìslendingasögur

Nationalmuseet: Huldremosekvindens dragt

Kalkmaleriet i Fjenneslev Kirke

Det Kongelige Biblioteks Portrætsamling


Bilag 1: Nøgleord

BEMÆRK: Da søgemaskinen ser bort fra accenter og sidestiller ð med d, vil der i denne liste forekomme afvigelser fra den almindeligt anvendte stavemåde, ligesom søgeordene er optimerede for at resultere i så komplet et resultat som muligt. F.eks. anvendes brók, ikke brókr, for også at finde forekomster af brókum.
band
belti
blæj
brók
bræk
búnað
búning
dálk
dregil
duk
feld
glóf
hatt
heðin
heðn
hekl
hetta
hettu
hos
húf
hvítav
höfn
höfuð
höku
hött
kápa
kápu
kefj
kinga
kingu
klút
klæð
kofr
kufl
kvaf
kvef
kveif
kyrt
leist
mött
nist
ólp
pilz
rokk
ræm
reim
serk
skaut
skikk
sking
skó
skúa
skupl
slagn
slæð
sokk
spjör
stakk
strut
sveig
sveip
sylgj
treyj
tölur
url
vafs
verja
vesl
yfirhafn


Bilag 2: Database over nævnte dragter i norrøn litteratur

Klik her for at åbne i et nyt vindue

Bilag 3: Korrespondance

Dette bilag er udeladt af webversionen.